Fornem start af 1. holdet
Endelig kom efterårs sæsonen 2015 igang. Første kamp for 1. holdet var mod Hover IF, en modstander som i mange kampe har gjort fodboldlivet surt for Vejle Kammeraterne. De 2 hold mødte hinanden 2 gange i foråret 2015 og begge gange trak Hover IF sig sejrrigt ud af denne duel. Det har været jævnbyrdige kampe i foråret og det blev denne første kamp i efterårs sæsonen også. Et af kammeraternes problemer i foråret, har været ineffektivitet.
Dette skulle så blive meget anderledes i denne kamp.
Kammeraterne kommer foran efter ca. 20 minutters spil. Et drøn af et skud udefra dykker ned bag målmanden og går fint i mål. 1-0 til de blå. Bare 6 minutter senere bliver det så 2-0 til de blå.
Kammeraterne har fint styr på kampen selvom Hover IF lægger et større pres på. Kammeraterne holder stand indtil det 43. minut hvor det igen lykkedes kammeraterne at score. Halvlegen venter forude men lige inden pausefløjtet lykkedes det endnu engang for de blå at få scoret, nemlig i det 46. minut.
4-0 føring ved halvleg, det er godt nok mange år siden klubbens 1. hold senior har ført så klart efter en 1. halvleg.
I 2. halvleg kommer Hover farende i et hæsblæsende tempo og de har da muligheder for at få reduceret.
I det 51. minut lykkedes det så Hover IF at få bolden prikket ind bag en ellers velspillende blå keeper fra Vejle Kammeraterne. Hover lægger nu virkelig pres på et stadig godt og velspillende 1. hold og de har da også muligheder for at få reduceret yderligere.
3 min. ind i overtiden lykkedes det så Hover IF at få pyntet yderligere på resultatet. 4-2 bliver resultatet af en underholdende serie 4 kamp.